Arrow down Search Shopping cart Link arrow right facebook linkedin facebook messenger mail minus plus Information Location Calendar Home Ticket
  • Beskrivelse
  • Praktisk info
  • Lokation

Shades of Blue vinder DMA som årets live blues band.
Oveni kan den velspillende Aarhusgruppe fejre sit 30-års jubilæum. 
”Sublimt sammentømret, teknisk suverænt og med et musikalsk overskud af uanede højder.”

Sådan lød motivationen, da Shades of Blue - ved den nyligt afviklede Danish Music Awards Blues på Turbinen i Randers - vandt Blues Liveprisen 2018. Det var en beæret kvartet, der efterfølgende gik på scenen for at modtage den lille, men vægtige jernfugl.

”Vi har øvet os. Og vi er blevet bedre.” som bassist Morten Brauner sagde det med et lunt glimt i øjet, da DMA-statuetten blev overrakt.

Prisen er ikke det eneste Aarhus-gruppen kan fejre. Netop i år er det nemlig 30 år siden Shades of Blue blev dannet. Gennem årene har bandet givet et utal af koncerter på scener i ind- og udland og spillet for et publikum, der tæller fans i alle aldre. Koncerterne er det levende bevis på, at Shades of Blue placerer sig i en kategori for sig. Som det lyder i en anmeldelse fra Aarhus Jazz Festival:

”James Loveless synger med en ubesværet sjælfuldhed, fylde og timing, der er de færreste beskåret. Uffe Steen optræder opfindsomt og virtuost med den jazzede tilgang, der gør hans bluesspil ulig alle andres på den danske scene. Og Morten Brauner og Claus Daugaard er måske den bedste rytmesektion i dansk blues, med deres klippefaste og altid veloplagte melodiske spil og deres gode kontakt til solisterne.” (Bluesnews)

Shades of Blue’s helt særlige nerve og autenticitet er mere end intakt her tre årtier efter, at bandet spillede sin første koncert. Forsanger James Loveless er vokset op med blues og gospel i Florida. Rødderne slår ikke bare igennem, når han synger, men også i hans rolle som sangskriver. Hans stilsikre originalnumre med iørefaldende hook-lines er et stærkt og ægte bud på en respektfuld nytolkning af bluesen. Sangene giver gruppen et ekstra dynamisk gear og frirum til at ’lege’ ved koncerterne. Udover egne numre tager Shades of Blue også bluesklassikere fra mestre som Muddy Waters og Howlin’ Wolf under kærlig behandling.

”Efter at have spillet sammen alle disse år, føler vi os stadig tændte og privilegerede, når vi går på scenen. Det er fantastisk at kunne dele hinandens selskab og sammen gøre det, vi alle brænder for Playing the blues!”

Hos Tante Olga kan vi til stadighed glæde os over de mange gange Shades Of Blue har gæstet Tante Olga gennem de sidste 30 år – det har været rigtig godt hver gang.


Shades Of Blue

Lørdag 17. april 2021, kl. 20.00.
Lokation: Tante Olga

Billetpris:
Entré 175 kr. (eksl. gebyr)
Pris i døren: 200 kr.

Tante Olga
Søndergade 6, 8900 Randers